Spørgsmål og svar

Nordkystens Fremtid er et tværkommunalt kystbeskyttelsesprojekt for kyststrækningerne i Halsnæs, Gribskov og Helsingør kommune. Projektet omfatter strandfodring med sand og ral for at hindre yderligere erosion langs nordkysten.

Nordkysten har været hårdt ramt af stormfloder og høje vandstande. Det skyldes dels, at der er kommet flere storme, men også at Nordkysten har et stort underskud af sand og ral, som gør, at bølgerne rammer kystens skrænter med stor kraft – og med store ødelæggelser til følge.

Stormen ’Bodil’ i 2013 gjorde for alvor kystbeskyttelsens nødvendighed tydelig på Nordkysten. ’Bodil’ tog ’store bidder’ af Nordkysten, og i 2014 indgik de tre kommuner Halsnæs, Gribskov og Helsingør i det formelle samarbejde om et fælles kystbeskyttelsesprojekt, ’Nordkystens Fremtid’.

Der er siden udarbejdet et skitseprojekt, der konkluderer, at den bedste beskyttelse mod erosion på Nordkysten er en kombination af strandfodring med sand og ral samt skråningsbeskyttelser opbygget af sten. Nordkystens Fremtid omfatter udelukkende den fælles strandfodring, mens opgradering af skråningsbeskyttelser er den enkelte grundejers ansvar.

Politikerne i de 3 byråd (Halsnæs, Gribskov og Helsingør) er enige om vigtigheden af en fælles kystbeskyttelse af Nordkysten. De er enige om at arbejde for projektets gennemførelse og kommunerne bidrager hvert år økonomisk til projekteringsfasen.

Projektet skal sammen miljøkonsekvensvurderingen samt forslag til bidragsfordeling og vedtægter for strandfodringslag til myndighedsbehandling i de 3 kommuner. Myndighedsbehandlingen danner grundlaget for en tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven til at gennemføre projektet. Den endelige godkendelse skal behandles parallelt i de 3 byråd.

Fodringen foregår ved, at der føres et rør fra skibet, der har indvundet fodringsmaterialer, ind på kysten. Der kan herfra fodres en strækning af ca. 2 km, og det vil tage ca. 14 dage pr. 2 km. Derefter flyttes røret til næste position.

Kystbeskyttelseslovens § 9 fastslår, at Kommunalbestyrelsen kan ”pålægge ejere af fast ejendom, som opnår beskyttelse eller anden fordel af foranstaltningen, en bidragspligt. Det enkelte bidrags størrelse fastsættes af kommunalbestyrelsen”. Ejere af fast ejendom kan være privatpersoner eller offentlige myndigheder

I 2020 er der i de 3 kommuner taget følgende beslutninger om fordelingen af udgifterne til anlæg og vedligeholdelse af strandfodringsprojektet:

Initialfodring

Halsnæs Kommune: Grundejere, der opnår direkte beskyttelse som følge af projektet, finansierer 100% af udgifterne til initialfodringen.

Gribskov Kommune: Kommunen finansierer 75% af initialfodringen, mens grundejerne, der opnår direkte beskyttelse som følge af projektet, betaler de resterende 25% af udgifterne.

Helsingør Kommune: Kommunen finansierer 100% af udgifterne til initialfodringen.

Vedligeholdelsesfodring

I alle tre kommuner er det besluttet, at udgifterne til vedligeholdelsesfodringerne afholdes af de grundejere, der opnår direkte beskyttelse som følge af projektet. Der etableres kystsikringslag, som organisatorisk varetager opgaven med vedligeholdelsesfodringerne.

Stat og kommuner kommer til at bidrage i det omfang, de er grundejere inden for udpegede fodringsstrækninger og som beskrevet i spørgsmålet Hvem skal betale for strandfodringen? ovenfor.

Herudover har staten indtil videre givet tilsagn om støtte på i alt 86,7 mio. kr. til initialfodringen fra statens pulje til kystbeskyttelse.

Strandfodringslagene skal oprettes med vedtægter og en bestyrelse som de eksisterende lag. Kommunerne vil facilitere oprettelsen af lagene.

De eksisterende kystlag vil fortsat bestå og skal fortsat varetage den nødvendige udbygning af de hårde anlæg.

Indvinding af råstoffer og gennemførelse af strandfodring kommer til at ske i perioden fra oktober til april, hvor både natur og turisme påvirkes mindst muligt.

Anlægsstart forventes tidligst i 2027.

Gennem årene er der mange steder langs Nordkysten, hvor der er blevet bygget hård kystbeskyttelse i form af høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelser. Det er teknisk muligt at forstærke den eksisterende kystbeskyttelse ved at udbygge den hårde kystbeskyttelse for derved at opnå den ønskede beskyttelse af ejendomme og infrastruktur.

Det generelle billede er, at kysterosionen fortsætter ude i kystprofilet på trods af den hårde kystbeskyttelse, hvilket langsomt forværrer situationen, efterhånden som vanddybden øges. Herved bliver bølgerne, der kan nå stranden og kystbeskyttelseskonstruktionerne, stadig større. Denne praksis vil medføre, at kysten i fremtiden bliver yderligere udsat for erosion, og forstejling af kystprofilet vil fortsætte, strandene vil forsvinde, og færdsel langs kysten vil blive umuliggjort. Derfor er det ikke tilrådeligt at fortsætte denne praksis. Det omfattende underskud af sand og ral på Nordkysten kræver strandfodring for at kunne skabe en langsigtet og tilstrækkelig beskyttelse af Nordkysten med en fastholdt kystlinje.

De tekniske eksperter vurderer, at længere stenrev langs eller ud for kysten hverken er den bedste eller den billigste metode til at beskytte ejendommene langs Nordkysten. De har foreslået, at der anlægges mindre stenrev, flak, høfder eller bølgebrydere på lavt vand på udsatte strækninger, hvor sand og ral eroderer bort for hurtigt.

De anbefaler en kombination af strandfodring i stor skala og forbedring af skråningsbeskyttelser som værende den mest effektive og billigste metode til erosionsbeskyttelse. Stenrev alene vil ikke kunne afhjælpe det overordnede problem, nemlig at der mangler sand og ral på stranden på Nordkysten. Der er derfor ingen vej uden om strandfodring, hvis stranden skal bevares og de hårde anlæg og skråningerne bagved skal beskyttes mod storme og erosion.

Strandfodring øger højden af stranden foran kystlinjen. Når strandniveauet hæves, vil bølgernes påvirkning af bagstranden og kystskrænten aftage, fordi bølgehøjden reduceres ind over strandplanet. Strandfodring vil således medføre mindre pres på den hårde kystbeskyttelse og skråningerne bagved. Det vil sige, at den akutte erosion under storm og højvande reduceres.

Herudover medfører strandfodring, at der kompenseres for manglende sandmængder i kystens sedimentbudget, og at den kroniske erosion bremses. Ved storm vil noget af sandet flyttes ud på revlerne, men det vil stadig have en beskyttende effekt. Rallen bliver liggende inde på den bagerste del af stranden.

Langs særligt udsatte strækninger skal der muligvis suppleres med bølgebrydere, høfder, rev eller flak for at holde tilstrækkeligt på sand og ral. Behovet for dette kan bedst vurderes, efter den første strandfodring er foretaget.

Det anbefales at kombinere skråningsbeskyttelse med strandfodring for at give den bedste beskyttelse. Strandfodring holder længere end 5 år. Sand og ral forsvinder ikke, men erfaringer fra den jyske vestkyst og Nordfyn viser, at det vil være fornuftigt at vedligeholde strandfodringen med et tidsinterval på 5 år.

I projektet indregnes effekten af de forventede klimabetingede globale havspejlsstigninger frem mod år 2070. Ved vedligeholdelsesfodringer vil kystprofilets højde fremover gradvist hæves i takt med de konstaterede havspejlsstigningerne. Vedligeholdelsesfodringerne påregnes at finde sted hvert 5. år. Derved kompenseres der for det naturlige tab af sand og ral langs kysten og for havspejlsstigninger de næste 50 år.

De tekniske rådgiverne har vurderet, at der skal strandfodres med en blanding af sand og ral (småsten). Det er vurderet, at behovet for kystfodring er op mod 11 mio. m³ materiale over en 50-årig periode (initialfodring på ca. 2,5 mio. m³ samt efterfølgende vedligeholdelsesfodring på ca. 0,8 mio. m³ hvert 5. år).

For de områder, hvor der ansøges om indvindingstilladelse, udarbejdes der en miljøkonsekvensrapport.

I den indledende efterforskning er der ud fra fodringsbehovet udpeget, indhentet tilladelse til og gennemført efterforskning af 3 udpegede områder i Kattegat. Resultaterne af denne efterforskning har efterfølgende dannet baggrund for ansøgning om indvindingstilladelse i to områder nord for Hundested og nord for Tisvilde, hvor der er fundet rigelige mængder af brugbart sand. I efteråret 2020 blev der indsendt ansøgning til Miljøstyrelsen om indvindingstilladelse fra de to områder med tilhørende miljøkonsekvensvurderinger. Offentliggørelse ventes at ske i løbet af 2024.

Erfaringen fra en lang række undersøgelser i forbindelse med råstofindvinding viser, at der vil være en påvirkning på de organismer, der findes i selve indvindingsområdet – men med de tilladelser, der typisk gives til slæbesugning i dag, vil de indvindingspåvirkede dele af områderne med tiden reetablere de samfund, som var der før.

Bundfauna er utrolig hurtig til at genindvandre efter f.eks. iltsvindshændelser, hvor alt er slået ihjel (f.eks. Mariager Fjord). Bundfauna vil også genindvandre hurtigt i indvindingsområder, så længe man ikke laver store ar i havbunden i form af stiksugningshuller. For de områder hvor der ansøges om indvindingstilladelse, er der udarbejdet en miljøkonsekvensvurdering, som behandles af Miljøstyrelsen, der er myndighed for området.

Generelt kombineres sandfodring og ralfodring for at give den bedste beskyttelse. Der er i forvejen naturlige variationer i strandenes overflade, og mange steder er der mere stenet om vinteren. Efter fodringerne forventes der de fleste steder at være mere sand på stranden end i dag. Generelt forventes strandene at opretholde deres nuværende karakter efter strandfodringen.

Strandfodringen vil kunne øge tilsandingen af havnene langs Nordkysten, specielt Gilleleje Havn og Hornbæk Havn, der i forvejen har problemer med tilsanding. Kystdirektoratet har dog i sin udtalelse om projektet vurderet, at Hornbæk Havn ikke påvirkes, fordi sedimenttransportkapaciteten vurderes at være fuldt udnyttet, og at det sandsynligvis også tilfældet ved Gilleleje.

Det vil indgå i detailprojekteringen, hvordan sandet fra havnene kan indgå som en del af fodringsmaterialet – både ved initialfodringen og de efterfølgende vedligeholdelsesfodringer.

Strandfodringen udføres på alle de strækninger, hvor der er bebyggelse ud til kysten, og hvor der er et kystbeskyttelsesbehov. Strandfodringen omfatter derfor stort set hele den bebyggede del af Nordkysten. Der er udpeget 8 længere fodringsstrækninger med en samlet længde på 35 km ud af 57 km. Der fodres ikke ud for længere sammenhængende naturstrækninger.

Strandfodringsmaterialet vil gradvist spredes langs hele Nordkysten og således også reducere kysttilbagerykningen langs naturstrækninger og øvrige ejendomme ud til kysten, hvor der ikke fodres direkte.

I forbindelse med projektet bliver der udarbejdet to miljøvurderinger – en for selve anlægsprojektet og en for råstofindvindingen. Her vil det fremgå, hvordan projektet forventes at påvirke miljøet, hvilke afværgeforanstaltninger, der eventuelt kræves, samt om gennemførelse af projektet vil påvirke andre projektet eller omvendt.

I forbindelse med projektet er der udført en grundig tilstandsvurdering af de eksisterende skråningsbeskyttelser, der viser, at mange af konstruktionerne er for lave i dag. Se mere på vores interaktive kort.

Strandfodringen vil reducere behovet for at forhøje skråningsbeskyttelsen, men det vurderes, at mange konstruktioner stadig skal forhøjes selv med strandfodring. Hvis strandfodring gennemføres, vil stenene i eksisterende skråningsbeskyttelser dog generelt være tilstrækkeligt store. Hvis der ikke strandfodres skal en del af skråningsbeskyttelsen i stedet bygges helt om med tiden.

Eksisterende bølgebrydere og høfder bliver i starten dækket til med sand. Men når de kommer frem igen, vil effekten af dem være bedre, end den er i dag, da de vil have sand og ral at arbejde med. Bølgebrydere og høfder er ikke en del af Nordkystens Fremtid generelt set. Det kan dog være en god ide for de enkelte kystbeskyttelseslag at optimere deres høfder og bølgebrydere, således at de virker optimalt før fodringerne udføres for at få mest mulig glæde af fodringerne.