Sweco bliver ny teknisk rådgiver
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Sweco Danmark A/S skal fremover stå for den tekniske rådgivning af Nordkystens Fremtid. Det står klart, efter Sweco har vundet udbuddet på opgaven.
Som teknisk rådgiver skal Sweco bl.a. hjælpe med den videre detailprojektering, byggeledelse, fagtilsyn og opfølgning på projektet under anlægsfasen.
Aftalen markerer en vigtig milepæl for projektet og betyder, at arbejdet med at omsætte de overordnede planer til konkrete tekniske løsninger nu kan gå i gang. Detailprojekteringen skal sikre, at projektets mange elementer er grundigt forberedt, inden anlægsarbejdet efter planen går i gang.
Dronemålinger langs kysten
Som led i projekteringsarbejdet vil der i den kommende tid blive gennemført forskellige undersøgelser langs kysten. Det omfatter blandt andet feltarbejde og opmålinger med drone, som skal bidrage med opdateret viden om de fysiske forhold på kyststrækningen.
Som borger vil du derfor kunne opleve aktiviteter i området allerede fra uge 30. Du vil fortsat kunne færdes uhindret på stranden og ved kysten.
Dronen anvender alene tekniske sensorer. Den er således ikke udstyret med foto- eller videokameraer, der vil kunne optage eller genkende personer.
Droneopmålingerne giver data om terrænhøjder og vanddybder, som danner det geometriske grundlag for designet af strandfodringen. De bruges også til at beregne de nødvendige sandmængder for de enkelte strækninger, der skal fodres med sand.
Ved at gentage opmålingerne bliver det muligt at følge den fysiske udvikling af kysten og dokumentere fodringens effekt, både i perioden umiddelbart efter udførelsen og før næste vedligeholdelsesfodring.
Afslag på ansøgning til EU's LIFE-program
Nordkystens Fremtid søgte i efteråret 2025 om støtte til projektet fra EU’s LIFE-program. Der er nu kommet svar, og ansøgningen har desværre ikke opnået støtte. Det skyldes bl.a., at projektet i højere grad anses som et traditionelt kystbeskyttelsesprojekt end som et innovations- og udviklingsprojekt, der er fokusområdet for støtte fra LIFE-programmet.
Afslaget ændrer ikke på arbejdet med Nordkystens Fremtid. Projektet fortsætter som planlagt, og sammen med Sweco er fokus nu rettet mod den videre projektering og forberedelse af anlæg af det kompenserende stenrev og kystbeskyttelsen.
Følg med
Du kan følge arbejdet med Nordkystens Fremtid her på hjemmesiden. Vi opdaterer løbende med nyt.
Er du endnu ikke tilmeldt nyhedsbrevet for Nordkystens Fremtid, kan du gøre det nederst på siden. Så får du nyheder fra projektet direkte i din mailboks.
OBS: Grundet tekniske udfordringer er nyhedsbrevet forsinket ved udsendelse af dette nyhedsbrev á juli 2026. Det beklager vi og arbejder på en løsning.
Har du spørgsmål til Nordkystens Fremtid, er du velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktoplysninger under ”Kontakt”.
